Interview med kulturministeren
Vi har talt med Joy Mogensen om at være minister for kulturen under corona-krisen, om demokratisering af kulturen og om sangens rolle i vores selvforståelse såvel som i samfundsudviklingen.
– Hvordan har det været at være minister for kulturen i 2020?
– Det er nemt at falde i den grøft, hvor man fokuserer på alt det, der ikke gik, som man gerne ville have det – og alt det, der var hårdt og svært. Det at være kulturminister har mildest talt været en kraftpræstation, som jeg heldigvis ikke har stået alene med, men der er jo mange, der har været i en eksistentiel krise, hvor overlevelsen i har været på spil i forbindelse med alle corona-restriktionerne. Men det, der har blomstret frem, er en utrolig kreativitet, der har handlet om at række ud efter hinanden – på trods af at vi ikke har kunnet samles fysisk på den måde, som vi plejer. Her har især sangen været et både rørende og livgivende lys i ellers mørke tider. I sangen kan man jo både høre hinanden – og også følge hinanden. Det startede vel i virkeligheden i Italien, som blev hårdt ramt i foråret, hvor vi så billederne af folk, der stod og sang og spillede musik på deres altaner, og jeg har også selv oplevet her i Roskilde, hvordan folk åbnede døre og vinduer, når de øvede sig på deres instrumenter. Så når vi nu ikke kunne komme til koncerter, så kunne vi dele sang og musik på dén måde. Jeg får helt gåsehud af at tænke på det.
– Derefter kom jo så Phillip Faber og ’Fællessang’, hvor jeg til en start tænkte ”hmmm, hvordan skal det nu lige gå? Vil folk have lyst til at synge med deres TV?” Men det var jo ikke deres TV, de sang med. Man vidste, at man ikke var alene. Man fik på en måde en live-oplevelse og en fællesskabsfølelse. Jeg kan af og til godt være en smule skeptisk overfor, hvad de sociale medier gør ved vores demokrati, men her så man virkelig et eksempel på, at et stærkt public service-medie, nemlig TV, og så de sociale medier blev bundet sammen af mennesker, der sang, og gjorde hinanden større og bedre.
Hvad kan vi som mennesker lære af det år, der er gået i en kulturel optik?
– Den 5. maj på dagen for Danmarks Befrielse var jeg ude ved Frihedsmuseet. Normalt ville der have været sort af mennesker, der kom for at høre taler og synge sange, men nu kom folk bare lige så stille forbi for at tænde et lys. Der mødte jeg en kvinde, der var datter af en frihedskæmper fra modstandsbevægelsen, og hun gjorde mig opmærksom på, at sang jo også under besættelsen var en måde at holde fast i, hvem vi er på. Det seneste år har mindet os om, at vores sangskat er mere end melodier, som vi gør rent til, danser til, kører bil til eller synger i badet. Vores sange er i høj grad også identitetsbærere af, hvem vi er, og Højskolesangbogen er jo blevet en bestseller i 2020.
– Jeg er stolt af at være en del af et samfund, hvor vores identitet også er båret af noget så smukt, poetisk, eftertænktsomt og almenmenneskeligt som sang. Et samfund kan jo være bundet sammen af mange andre typer af symboler. Det kan f.eks. være millitær tradition, eller en specifik ideologi. Det, vi oplevede herhjemme, da vi blev ramt af den første nedlukning af samfundet, var, at helt instiktivt, så opstod der et hav af små og store initiativer med f.eks. morgensang og fællessang med TV-kanalerne som omdrejningspunkt, altansange, koncerter på nettet osv. Meget af det opstod spontant, uden at der var nogen, der planlagde det. Det var mange små initiativer, som har én ting til fælles: Og det er, at vi tror på, at vi har en sangskat her i Danmark, som har en kæmpestor værdi, og som vi instinktivt søger til, når livet bliver svært og fællesskabet udfordret.
– Hvordan tror du det bliver, når samfundet atter åbner op og vi kan begynde at dyrke kulturlivet igen?
– Jeg tror, vi får en fantastisk sommer, hvis vi har fået vaccineret nok. Jeg tror virkelig, at det bliver en guldalder gange tyve. Men vi har jo flere kriser som samfund og i verden lige nu udover corona-krisen. En af dem er klimakrisen. Og så har vi en krise i forhold til børn og unges psykiske trivsel. Begge sidstnævnte kriser indebærer jo, at vi bliver nødt til at stille spørgsmålet, om vi som samfund skal blive ved med at sætte gearet op, eller om der er en anden måde at skabe vækst og trivsel på.
– Den der lidt hedonistiske kultur, vi var kommet ind i, hvor den eneste måde at definere os selv som en succes på, var ved at slå ud med både arme og ben, hvor alting bare ikke kunne gå hurtigt nok. Men der er måske også en anden måde, at finde værdi i livet på. Og det bliver jo spændende at se, om det at have været tvunget lidt ned i tempo, om det også sætter sig efter corona-krisen. Selvom jeg hellere havde set, at vi havde fået det på en anden måde, så har skabelseskraften i kulturen virkelig fået en energiindsprøjtning. For de fleste danskere har i virkeligheden haft en oplevelse af, at når de traditionelle eller almindelige arrangører af kulturbegivenheder blev forhindrede i at afholde koncerter og forestillinger, så kunne danskerne faktisk selv løfte kulturen. Det er også noget af det, der gør, at netop Sangens Hus er kommet med i aftalen om finansloven 2021 og 2022. Jeg synes, at Sangens Hus bærer med sig en tro på, at alle har en ambition om at udtrykke sig selv og understøtter både den mere gængse del af kulturen og den mere ambitiøse del.
– Indtil den 9. marts, hvor Danmark lukkede ned, var du minister for et område, som måske ikke havde helt så megen pondus, til pludselig at være blevet et af de vigtigste ministerier. Kulturen er jo blevet bevidstgjort som aldrig før.
– Der er ingen tvivl om, at Kulturministeriet har haft vokseværk. Noget af det, der står meget tydeligt for mig nu, er, at vi var blevet et ministerium for en dél af kulturen. Men der er en meget stor del af kulturen, som har relevans og som giver værdi til mange menneskers liv, som Kulturministeriet havde stort set ingen kontakt til. Det ville jo være lige så katastrofalt, hvis corona havde slået benene væk under alle revyer, som hvis corona havde slået benene væk under alle statsanerkendte museer. Vi har måske fået en større forståelse af, hvad det er kulturen kan for hele vores samfund.
– Jeg håber, at vi efter corona-tiden kan tage nogle af de skismaer op og have en god diskussion imellem politikere og kunstnere omkring, hvad det er for et samfund, vi ønsker os, og hvad er det for en rolle, vi ønsker, at kulturen skal spille i det samfund. Jeg synes jo gerne, at kulturen skal spille en endnu større rolle. Som borgmester [i Roskilde 2011–2019] så jeg hvordan, at når kulturen blev koblet til børneinstitutioner eller plejehjem, jamen, så gav de jo fylde og saft og kraft til en ellers – selvfølgelig – nødvendighedsbåret virkelighed. Så fik pædagoger og børn og plejepersonale og borgere også det menneskelige aspekt med ind. Og det så jeg gerne, at vi gjorde meget mere af. Kort sagt: opmærksomheden på kulturlivet er rigtig stor, og jeg håber, det betyder, at kulturen kommer til at fylde endnu mere. Også i vores strategiske måde at udvikle vores samfund på.
