I 2020 har det forskningsmæssige fokus i forhold til sang i høj grad været på covid-19 og betydningen heraf for sangen. Først og fremmest er en risikovurdering af sang som aktivitet noget, som optager mange. Der foreligger stadig ikke entydige resultater på området, men de foreløbige undersøgelser peger på, at sang spreder flere luftbårne partikler – både dråber og aerosoler – end eksempelvis tale. Jf. fx denne figur fra artiklen “Exhaled respiratory particles during singing and talking” (Alsved m.fl. Aerosol Research Letters, 15. august 2020).
Der kan derfor være god grund til at have særlig opmærksomhed på at forhindre smitte med afstand, hygiejne og ventilation, når man synger.
Sang i en krisetid
På den anden side har coronakrisen også forårsaget et øget fokus på sang som en fremtrædende kulturel praksis og den betydning, som sangen har for os som individ og fællesskab, er blevet tydelig for mange. Dette har blandt andet medført en ny større forskningsbevilling til centerleder Katrine Frøkjær Baunvig for Center for Grundtvigforskning til at undersøge hvilken værdi danskerne tillægger virtuel fællessang under coronakrisen. Det første resultat heraf er artiklen ”Sammen – hver for sig: Virtuelle ritualer i en krisetid”, udgivet i første nummer af Tidsskriftet Sang. Vi ser frem til at følge de videre resultater af forskningsprojektet.
Endvidere har en lille forskergruppe underledelse af den svenske stressforsker Töres Theorell undersøgt, hvad korsangere savner mest, når de under nedlukningen ikke har haft mulighed for at synge sammen med deres kor. Ikke overraskende er de to topscorere det sociale samvær og de æstetiske oplevelser. Derudover er der nogle spændende køns-, alders- og genre-betingede forskelle.
www.graficus.dk
